Vi har travlt som aldrig før, og det er både godt og skidt. Folk tager længere uddannelser, end de gjorde før i tiden, og er ikke længere bange for at efteruddanne sig. Der arbejdes på livet løs, og karriere-mulighederne er store som aldrig før. Samtidig holder vi os ikke tilbage, og ønsker ikke at gå på kompromis med at stifte familie: så ægteskab og børn bliver der også fundet plads til. Der er altså fart over feltet i lille Danmark, og vi nyder hvert sekund af det.
Men det er dog med en enorm risiko for, at vi brænder totalt ud, hvis vi ikke finder en måde at slappe lidt af på engang imellem. Ideelt set, så skal der kunne findes en pause i dagligdagen. Det er ikke nok bare at kunne slappe af i weekenderne, eller tage en tur sydpå hver sommer. Det er de små pauser, man finder i løbet af en typisk dag, der hjælper én med at holde stressniveauet nede, og vores helbred på et acceptabelt niveau.
Her er det min erfaring, at din have er dit bedste redskab i den kamp. Når du går rundt imellem roser og Påskeliljer, så er det svært at føle sig stresset eller presset. En smuk og velduftende have er en fantastisk måde at stikke lidt af fra virkeligheden på, og skrue helt ned for presset. Vi kommer tilbage til naturen, til vores rødder, og det er noget af det mest afslappende og behagelige vi kan gøre. Jeg plejer at sige, at 10 minutter ude i haven, giver mig ligeså meget fornyet overskud, som en 2 timers lur: så meget hjælper det!
Så hvis du føler dig godt presset i hverdagen, så find en måde at få noget natur ind i dagligdagen på. Det letteste er selvfølgelig hvis du selv har en have, fordi du så selv kan indrette den, på lige den måde der er bedst for dig. Jeg har eksempelvis altid fundet påskeliljer dejlige at se på, men du kan ske at have andre præferencer. Hvis du bor et sted, hvor egen have ikke rigtigt er en mulighed, så må du se om der er nogle naturskønne områder i nærheden af dit hjem eller arbejdsplads. Måske der er en lille gårdhave på din arbejdsplads, som har lidt blomster og andet at kigge på? Eller måske kan du nå hen i den nærmeste park i din middagspause, hvis du tager madpakken med derhen, og spiser den på en bænk mens du slapper af i det grønne?
Hvis intet af det er muligt, så sæt en blomst på dit skrivebord, og find nogle lækre naturbilleder at bruge som baggrund på din computer. Det vil hjælpe dig igennem arbejdsugen. Dog kun, hvis du så sørger for virkeligt at fordybe dig i naturen, når du endelig har weekend.