Vi kender alle sammen nogen, som kan siges at elske biler. Det er der ikke som sådan noget underligt i. Ind til vi virkeligt kigger på det ord, og spørger os selv, hvordan man kan elske noget, der ikke kan elske én tilbage? Handler kærlighed ikke om potentialet for det gengældte? Er det ikke reelt noget, man kun kan sige om levende væsener?
Det vil jeg kraftigt argumentere for ikke er tilfældet. Jeg har længe brugt tid sammen med andre bil-entusiaster, og for mig er det tydeligt, at kærlighed er det eneste ord der dækker, hvad der sker imellem bil og ejer. Det bånd der binder familier sammen har mange ting tilfælles, med det bånd, der binder biler og deres ejere sammen. I hvert fald når der er tale om luksuriøse biler og halv-fanatiske bilejere.
Intet sted er dette tydeligere for mig, end når jeg træder ind i Starmark biler. Her er jeg omgivet af lækre biler fra Mercedes-Benz, og det er lidt en blandet følelse. Jeg ser virkeligt det smukke i disse biler: ikke bare den overfladiske æstetik, som dog i sig selv er fantastisk, men også noget dybere. Jeg kan mærke arbejdet og håndværker der ligger bag bilerne, og selv designerens tanker og ambitioner strømmer ud imod mig. Den kildrende fornemmelse i maven, det nærmet maniske humør og min manglende kontrol over mine øjne er alt sammen noget, der bedst kan beskrives som forelskelse. Det er de samme processer der sættes i gang i krop og sind, i hvert fald på et eller andet plan. Det er svært at forklare, men det føles i hvert fald ikke som om, at kærlighed eller forelskelse bare er metaforer for det der sker. Det er de samme processer, bare i en anden kontekst.
Den positive følelse af forelskelse er, for mig, blandet med en lidt skyldig følelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen Mercedes der holder ude på parkeringspladsen, mens jeg spadserer rundt hos Starmark og kigger på andre biler. Yngre modeller. Det føles forkert på en eller anden måde: som en form for automotiv-utroskab. Jeg ved selvfølgeligt på et logisk plan at det er fjollet, og at min bil ikke føler noget: men jeg tillægger den følelser. Det er os mennesker, ejerne af bilerne, der bringer dem til live i vores eget sind.
Men hvordan kan man undgå at gøre det, når bilen er noget, vi har et ansvar for? For mig er reparation af stenslag ikke bare en mekanisk proces der skal overstås. Det er mit ansvar for denbil jeg elsker og har påtaget mig et ansvar overfor. Hvis vi fjernede dette overlap, denne mulighed for at føle os forbundet til det materielle og ”døde”, hvordan ville verden så se ud? Selvom det kan virke grotesk på overfladen, så er jeg ikke i tvivl om, at det i sidste ende er en god ting, at vi kan føle os knyttede til vores biler.