Bare fordi man bor inde i storbyen betyder det ikke, at man ikke er til eventyr og naturoplevelser. Det er faktisk lige før, at jeg vil sige tværtimod! Jeg er selv vokset op ude på landet, hvor jeg havde let adgang til natur hele tiden. Dengang var det ikke rigtigt noget jeg gik op i. Der var træer så langt øjet rækkede, og jeg satte derfor ikke rigtigt pris på dem. Jeg sad i stedet inde på værelset, med ansigtet begravet i en bog eller et computerspil. Man sætter sjældent pris på det man har, før man mister det.
Da jeg skulle studere videre på universitetet drog jeg ind til storbyen. Det var rimeligt overvældende til at starte med, men også ganske spændende. Der var langt flere muligheder for underholdning og sjov, end der var der, hvor jeg voksede op. Man behøver aldrig at kede sig inde i en storby, og det benyttede jeg mig af i høj grad.
På et tidspunkt begyndte det dog at blive lidt for meget. Jeg kunne mærke en indre lyst til, at stikke af til mere rolige omgivelser. Jeg kunne finde en smule ro, ved at låse mig inde i min egen lejlighed, og ikke tale med nogen. Men der var stadig en eller anden form for indre uro. Jeg følte at jeg havde mistet forbindelsen til et eller andet, der var større end mig selv. En kerne af ro, som jeg ellers altid havde haft med mig. Trafikstøjen slap igennem mit vindue, og osen fra bilerne fik man med sig i hvert åndedræt.
Det gik pludseligt op for mig, at det var naturen jeg savnede. Jeg havde brug for at komme væk fra storbyen, og komme i tæt kontakt med naturen, for at kunne lade lidt op. Jeg elsker storbyen, alt dens liv og alle dens muligheder. Men jeg måtte samtidig erkende, at jeg havde brug for at slippe lidt væk engang imellem. Det er en nødvendighed for mig, at kunne være i naturlige omgivelser mindst én gang om ugen. Jeg savnede eventyr, frisk luft og grønne omgivelser.
Der var nogle skove lidt udenfor byen, jeg boede i. De ville fint kunne dække disse behov. Problemet var, at der ikke rigtigt var nogle busser der kørte derud. Jeg var en fattig studerende uden bil eller knallert. Det virkede håbløst: ind til jeg kom i tanke om, at jeg jo bare kunne købe mig en cykel!
De fleste af mine venner kørte på bycykler. Det var det logiske valg inde i en storby: de tynde dæk, og den lette ramme, gjorde at man kunne køre dejligt hurtigt på byens cykelstier. Det var dog tydeligt, at sådan en cykel hurtigt ville give problemer ude på stierne i skoven. Jeg overvejede kørt en mountainbike, men droppede hurtigt den tanke. En mountainbike ville være alt for tung og besværlig at bruge, når jeg skulle frem og tilbage til forelæsningerne. Men så fandt jeg ud af, at der er en gylden middelvej! Det hedder en hybrid cykel, og det er i bund og grund en blanding imellem en bycykel og en mountainbike. Den er forholdsvist let, og dækkene er ikke helt så brede som en mountainbike. Den klarer sig dog rigtigt godt både på cykelstier og ude midt i skoven. Det er altså den perfekte cykel til en eventyrlysten bybo som mig.
