De Bedste Udfordringer i Livet er Dem Vi Selv Vælger

Vi er rigtigt gode til at brokke os i Danmark, og det er underligt nok noget som mange er stolte af. Jeg vil dog gerne give lidt en vinkel på det i denne artikel. Jeg synes det er helt fint at brokke sig, og jeg tror at brok er en af årsagerne til, at vi har det så godt som vi nu en gang har det i Danmark. Vi finder os ikke i, at tingene ikke bliver gjort ordentligt, og vi brokker os altså højlydt når det er tilfældet. Det betyder at forretningerne er nødt til at rette ind efter forbrugerne, og politikerne er nødsaget til at opfylde deres pligt og ikke rende fra deres løfter. Det betyder at billige bilproducenter fra Kina ikke kan slippe afsted med at sælge deres døds-maskiner på det danske marked, og vi i stedet har sikre biler som Renault Twingo der lever op til vores forventninger.

Når det er sagt, så kan det at brokke sig også gå for vidt. Når jeg er ude at handle for eksempel, så er det desværre ikke særligt sjældent, at jeg ser en person brokke sig helt vildt oppe ved kassen. De råber og skriger som om der var ild i butikken, og når man efter nogle minutter forstår hvad det drejer sig om, så er det typisk noget ganske ligegyldigt, som at der ikke er flere vindruer på hylden eller personen ved kassen ikke scanner varerne ligeså hurtigt som kunden ønsker det.

I de tilfælde er jeg nødt til at spørge mig selv: hvorfor er det vigtigt for den person, at hylden med vindruer fyldes op med det samme, eller at ekspedienten ved kassen ikke bruger 30 sekunder for meget på at scanne varerne på båndet? Er de fysisk afhængige af vindruer i en sådan grad, at manglen af dem på hylderne fører til akutte abstinenser og smerte? Har personen der handler ind kun få sekunder at løbe på, før de skal være et vigtigt sted med deres dagligvarer, og risikerer at miste alt hvad de ejer hvis ekspedienten ikke øger hastigheden? Svaret i begge tilfælde er næsten med sikkerhed ”nej”. Problemet er, at disse mennesker ikke har noget at gå op i, i deres liv, og derfor bliver alt vigtigt nok til at brokke sig højlydt over.

Vi mennesker er ambitiøse og målrettede væsener. Vi er designet til at løse udfordringer på effektiv vis, og komme frem her i livet. Problemet er, at hvis vi ikke aktivt vælger de udfordringer vi vil have i vores liv, så bliver den her brændende energi fyret afsted på en masse ting der ikke betyder noget. Hvis intet er vigtigt, så bliver alt vigtigt, og derfor bliver brok til en del af hverdagen.