Bær

Dansk Mad Sammenlignet med Mad Fra Østen

  • Jeg elsker at spise mad, og det er ærligt talt en af de ting, jeg er mest spændt på når jeg tager ud og rejser. Selvfølgeligt glæder jeg mig til at se et andet land, og møde alle de nye mennesker. Men intet får mig helt op at køre, som det at prøve noget helt nyt og spændende mad. Når jeg skal vælge et rejsemål, så prøver jeg altid at finde ud af, hvad de har af specialiteter de enkelte steder. Det er en af de vigtigste ting for mig på et nyt rejsemål: at prøve det mad som de er kendte for der, og udvide min liste af smagsindtryk.
  • Efter at have rejst meget rundt i Asien er jeg nu kommet tilbage til Danmark. En af de ting jeg ofte bliver spurgt om af venner og bekendte er, om jeg bedst kan lide den danske mad, eller om jeg nu foretrækker maden fra østen.
  • Det er virkeligt et svært spørgsmål. Eller måske skulle jeg sige, at det er et sært spørgsmål? For jeg kan lide begge typer mad. De er meget forskellige, men det betyder bare, at jeg ikke ville være nogen af dem foruden. Begge dele er oplevelser, og de leger med sanserne på forskellig vis. Det svarer lidt til at nogen spørger, om du foretrækker at se ”Venner” eller ”Nyhederne” i fjernsynet. De tilfredsstiller to forskellige dele af det at være menneske, og det giver ikke rigtigt nogen mening at skulle vælge. Jeg vil have begge dele i mit liv.
  • Det kan også være lidt svært at vurdere hvad ”dansk mad” er nu om dage. Det danske køkken henter trods alt inspiration fra hele verden. Det synes jeg er en god ting. Stegt flæsk med persillesovs er selvfølgeligt godt, men jeg mener ikke at de definerer den danske madkultur som sådan. For mig at se handler det om de råvarer vi har til rådighed i Danmark, som ikke altid er til at finde andre steder. Når jeg er i Danmark elsker jeg at spise ting med jordbær eller brombær: de gror nemlig særligt godt i det danske klima. Det er muligt at finde bær i Asien, men de er sjældne da de kun kan gro i bjergene, og de smager ikke nær så godt som de danske. Til gengæld er frugt som Mango en helt anden oplevelse i Asien, end det er når vi køber dem i de danske supermarkeder.
  • Derudover er det en fejltagelse bare at sige ”mad fra østen”. Det er nemlig vidt forskelligt, alt efter hvor man tager hen. Maden i Thailand er helt forskellig fra maden i Vietnam, som igen er helt forskellig fra maden på Filippinerne. Men det er jeg selvfølgeligt evigt taknemlig for: det betyder endnu flere smagsoplevelser for mig!