Der kan være mange grunde til at ville vide, hvordan man spotter en rig person. For nogle er det jagten efter en sugar daddy eller i nyere tid en sugar mama, men det er ikke kun golddiggers, der kan have gavn af den her viden. Det kan for eksempel hjælpe sociopaten eller fupmageren med at finde det næste offer, for de har vel sjældent lyst til at spilde tid på folk, der ikke har mange penge. Det kan også være den desperate jobsøgende, der vælger at opsøge rige mennesker til at tilføje til sit netværk, så de hurtigere kan komme i arbejde. Det hjælper også dem, der mangler emner at sladre om med de andre kedelige mennesker. Der er mange dårlige og måske endda nogle gode grunde til at lære, hvordan man på de overfladiske ting kan se, om en person er rig, så vi har her samlet seks tegn på, at en person er rig.
Det første tegn på at en person er rig er deres bil. Det var engang en Ferrari, der var det ultimative tegn på, at en person har mange penge, men nu til dags findes der flere forskellige mærker, der konkurrerer, om førstepladsen. Det er blandt andet Tesla, Lexus, Aston Martin og Lamborghini, der hver især har en stor del af luksusbilmarkedet.
En anden ting man bør se nærmere på er det tøj, folk render rundt i. De fleste har nok tøj fra H&M eller andre billige eller i hvert fald ikke uoverkommeligt dyre mærker, men de rige har en garderobe eller tre fulde af Moncler og andet kvalitetstøj, der for de fleste danskere kun findes frem til bryllupper, runde fødselsdage, konfirmationer og andre vigtige begivenheder.
Som nummer tre på listen ser vi på telefonen. Det er meget almindeligt i Danmark at have en smartphone eller mere specifikt iPhone og de fleste har også tabt dem en gang eller to. Et tegn på at en person er rig er, at han eller hun ikke græder, når de samler telefonen op igen og ser, at skærmen er gået itu.
Det fjerde tegn på for meget velstand er en privatchauffør. Hvis man har råd til at fuldtidsansætte en til at køre rundt, så er man for rig.
Som tegn nummer fem har vi huset, som måske rettere burde kaldes et slot eller et palæ. Hvis du står udenfor sådan et hus kan du ikke være i tvivl om, at der er mange penge i lommerne hos ejeren. Der er for det meste også en have, som i nogle tilfælde er større end de fleste storcentre.
Til sidst ser vi på det mest åbenlyse tegn, og det er at de fortæller dig, hvor mange penge de har. Nogle rige mennesker er selvfølgelige mere ydmyge, men det ændrer ikke på, at du i nogle tilfælde får information serveret på et flat flødebollefad.